Hjem

Kapitel 1  

Tirsdag den 25. oktober

 

 

Mødet i teknisk udvalg sluttede ved tretiden. Der havde ikke været stort andet at tale om end vejret, som var forbløffende godt i forhold til årstiden, næsten sommerligt. Og så selvfølgelig de sædvanlige bagateller, et par byggetilladelser, en uheldigt opført garage, som skulle lovliggøres. Naboerne havde klaget. Hvorfor skulle der altid være nogen, som klagede? Ordentligt byggeri ellers. Han havde selv været forbi på vej til rådhuset i formiddag. Godt kram. Han kendte ham udmærket, købmanden i Balle, en af de få overlevende, nu hvor tankstationerne åd det hele. Han havde siddet i kredsbestyrelsen i årevis. Ikke fordi det betød noget. Tværtimod havde han gjort det til et princip aldrig at favorisere dem fra partiet.

   Ikke som hos socialdemokraterne. Det var selvfølgelig også derfor, West skulle lave vrøvl. Hvorfor pokker satte de også den fantasiforladte idiot i teknisk udvalg, når de havde en godte som Inga? Inga og han havde altid kunnet finde ud af det, men hun var mere til kulturen.

   Han skulede efter Per West, som havde travl med at komme ud, mens han samlede papirerne sammen med en fejende håndbevægelse. Idiot! Han havde også fået ham sat på plads, så det kunne mærkes.

   Hvad fanden. En garage ude på landet! Bare fordi den meget hensigtsmæssigt var bygget i skellet, så kunne naboen sgu da plante stokroser op ad den! Tilflyttere selvfølgelig. Ligesom West. Sådan en skide funktionær! Hvad ragede det ham, hvordan en ligegyldig garage var opført i Balle. De var sikkert partikammerater, skolelæreren, købmand Jessens nabo, og West.

   Han plejede at gemme de store armbevægelser til byrådsmøderne. Der skulle slagene slås, så det kunne ses og mærkes. Og læses i avisen. I udvalgene skulle tingene bare køre. Men West kunne virkelig få hans pis i kog. Sådan en skinhellig, selvretfærdig skiderik!

   Nå, det var overstået på et øjeblik. En velanbragt fornærmelse, så blev han tavs, fjolset. De andre blandede sig ikke. Ventede bare på at komme videre, mens West rødmede.

   Han blev siddende et øjeblik, efter at de alle var gået. Orla Møller, som var teknisk chef og sekretær for udvalget, havde set ud som om han ville sige noget, men han havde verfet ham af, orkede simpelthen ikke nu. Sikkert noget med referatet. Kold Jørgensen havde ikke dikteret den mindretalsudtalelse til referatet, som West havde krævet, og Møller plejede at gøre, hvad han fik besked på, selv om han så bekymret ud i dag, den lille Møller.

   Der var lys i Overgaards kontor, så han stak næsen indenfor på vej ud.

   Borgmesteren så op.

   - Å, det er godt, du ikke er gået Kold. Kom lige ind.

   Kold Jørgensen gik ind på borgmesterens kontor og trak døren til efter sig.

   - Hvad er der los? spurgte han irriteret.

   Overgaard så på ham med sammenknebne øjne fra den anden side af det brede, polerede palisanderbord.

   - Hvad har du nu gjort ved West, spurgte Overgaard. Der var spor af irriteret træthed i hans stemme.

   - Nå, han har været hurtig! sagde Kold Jørgensen, som følte vreden komme op i sig igen. Vi er knapt blevet færdige. Han har været et fjols som sædvanlig, du kender ham jo.

   Borgmesteren rørte sig ikke.

   - Jo, sagde han. Men du kender reglerne, og dem skal du følge.

   Kold Jørgensen så på rækken af borgmesterportrætter på væggen. Til venstre var det sort-hvide fotografier. De to sidste var farvebilleder, hvoraf det første allerede var ved at falme. Til højre var der plads til flere. Han så mest på den tomme plads. Han havde forestillet sig, at det var ham, der skulle hænge der, men nu ville den vel aldrig blive fyldt ud, når den nye storkommune tog over. Nå, han havde gode chancer der. Han satte sig på kanten af stolen foran palisanderfladen og så opfordrende på sin ældre partifælle på den anden side af bordet.

   - West vil klage, sagde Overgaard. Han vil have Jessens garage op i byrådet. Han siger, at hans protest ikke er ført til protokols. Han siger, at du har fornærmet ham og har favoriseret en gammel bekendt.

   Kold Jørgensen sukkede.

   - Pis, sagde han.

   Overgaard rømmede sig.

   - Du ved godt Kold, sagde han så, at vi ikke har råd til det. Hvis Mona fra de kristne smutter, som hun har truet med et par gange, bl.a. på grund af dig, og slutter sig til West og hans kumpaner, så har vi mistet flertallet.

   - West har ikke en skid at skulle have sagt, heller ikke i sin egen flok. Jeg skal nok ordne Inga Bang, og Mona med for den sags skyld. I øvrigt kan det vel være lige meget, nu hvor den ny kommune kommer, og West bliver i al fald ikke genvalgt!

   - Det skal du ikke sige, og under alle omstændigheder fortsætter vi jo et år endnu. Det er ikke i morgen rådhuset her lukker! Men vi har valg om tre uger, fortsatte den gamle, og aviserne er på dubberne!. Det kan godt være, at tingene kunne ordnes her og nu, men vi har ikke råd til skandaler lige i en valgkamp! Du har vist glemt, at du er opstillet som vores bud på borgmesterposten i den ny kommune, eller hvad? Skal vi gøre os håb om den post, så er der ikke plads til dine flabede manerer!

   Kold Jørgensen rejste sig igen.

   - Eller også er det netop det, der skal til! Men jeg skal gå nu, sagde han. Der er ikke noget i den sag. Du er bare ligeså skinhellig som West.

   Overgaard  løftede afværgende sin brede hånd.

   - Du ved godt, at du skal give alle ordet og tillade afvigende meninger at blive ført til protokols, sådan er reglerne. Det er ikke første gang, du generer ham. Nu må vi have sagen op i byrådet, og Stiften vil elske at skrive om det.

   - Han er sgu ufarlig, sagde Kold Jørgensen og ville gå.

   Overgård løftede den ene hånd nogle centimeter.

   - Vent lidt, sagde han. Hvad skal vi gøre ved de rokkere, som vil slå sig med i Hyldsund?

   Kold Jørgensen trak på skuldrene.

   - Gik dem et lag tørre tæsk, det har jeg jo sagt, og så få dem jaget ud af kommunen.

   - Hvem skal gøre det?

   - Det skal jeg nok ordne, sagde han brysk og smækkede døren efter sig. ”Gamle skvadderhoved!” mumlede han for sig selv.

   Det begyndte at småregne, da han forlod rådhuset gennem sidedøren og løb over til bilen, som stod på den reserverede del af parkeringspladsen.

   Der var ikke mange mennesker ude, da han alt for hurtigt kørte gennem byen. Tåbeligt at de ikke havde bygget nyt rådhus på et mere centralt sted i kommunen. Onstrup lå trods alt i yderkanten, og han havde langt hjem. Men her var jernbanen og det meste af økonomien: butikkerne og den smule industri egnen kunne mobilisere efter at teglværkerne og svineslagteriet måtte lukke. Som om landbruget ikke betød noget.

   Han fnysede.

   Og så ville det blive endnu værre med den ny kommune!

   Ved det nye supermarked overfor kirkepladsen var der dog mange mennesker. De fleste var kvinder med unger slæbende efter sig ved hånden.

   Han fik øje på en flok unge fyre omme ved sidedøren, hvor de stod i læ under halvtaget. De stod og skuttede sig med kraverne slået op på de vatterede, mørkeblå jakker med kommunens logo på ryggen: et oksehoved i silhuet over fire bølgelinier. De havde alle en øl i hånden og en smøg i mundvigen og så ud til at hygge sig til trods for det sure vejr.

   Impulsivt svingede han den tunge Toyota Landcruiser skråt over fortovet og hen over parkeringspladsen i siksak mellem mødrenes rustne Corolla’er og Polo’er og huggede bremserne i lige ud for de unge, som så forbløffet på ham og på bilen.

   Han sprang ud.

   - Hvad fanden laver I her, på denne tid af dagen, nærmest råbte han.

   Der var ingen af dem som reagerede. De så ned eller skråt til siden. En af dem flyttede rundt på en lille sten med skoen, en anden fnisede.

   - I er henvist til parktjenesten, fortsatte han med en stemmeføring som havde han kommandoen over en deling læderhalse på vej gennem Hellmann provinsen. Så I har ikke noget at gøre her, hvad siger du Iversen? Din far ville skamme sig, hvis han vidste det her.

   Brian Iversen, den største af dem, en bredskuldret kleppert med rødligt, kruset hår så roligt tilbage på ham uden at flytte sig, men med et glimt af vrede i de lysende, blå øjne.

   - Vi tager os en stille pilsner kan du jo se, sagde han sindigt.

   - Det har I ikke fået lov til, råbte Kold Jørgensen. Aftalen var…

   - Aftalen var, fortsatte den rødhårede og flyttede flasken over i den anden hånd, at du skulle blande dig udenom. Der er ikke en skid at lave og fem minutter til fyraften, tid nok til en røvfuld, hvis det var.

   De flyttede på sig, rykkede næsten umærkeligt sammen og tættere på.

   - I skal passe på, bjæffede Kold Jørgensen.

   - Du kan selv passe på, lød det truende fra en af de andre i flokken, en mager bengel med langt, sort hår og en rose tatoveret på håndryggen. Han følte sig tydeligvis sikker i læ af Iversens brede ryg.

   Kold Jørgensen så rundt på dem.

   - I møder på kontoret i morgen, sagde han.

   De lo.

   - Bare du selv kan kravle derhen, sagde en af dem og satte øllen fra sig på kanten af læsserampen.

   Han gik hen mod Kold Jørgensen, som vendte sig og kravlede ind i bilen, der stod bag ham med motoren i gang. Han så roligt rundt på dem alle fra bilens tryghed, som om han ville mærke sig deres ansigter, før han svingede vognen rundt, så det hylede fra dækkene. Han undgik med nød og næppe en indkøbsvogn, hvis fører truede ad ham, før han satte farten op og forsvandt larmende hen ad gaden.

   En af de unge kylede arrigt sin flaske mod flaskegasdepotets mur, hvor den knustes og faldt til jorden som en bunke grønne, skarpkantede skår i en sø af skummende øl.

   Kold Jørgensen kørte ikke lige hjem, men svingede ind om ”Jobbutikken”, som var Hyldsund Kommunes tilbud til de ledige. Ingen unge fik lov til at gå ledig i mange dage, før socialkontoret var der med en henvisning, og heller ikke de gamle for den sags skyld. Han havde selv været med til at indføre det, da han for et par år siden tilbød sig som leder.

   Arbejdende formand hed det. Han havde taget det på sig, da de omsider fik skovlen under den tidligere leder, som havde fiflet lidt rigeligt med EU-penge.

   Socialdemokrater igen, selvfølgelig. Alt for mange pampere i bestyrelsen. ”Projekt det ny samfund” havde de kaldt det. Heldigvis var kommunen vågnet op, før de lyserøde tog hele magten.

   Og med det solide Venstreflertal, som der givetvis ville være i den ny Vesthimmerlands Kommune, skulle de nok holde styr på tingene. Skulle han      nok holde styr på tingene! Han havde allerede aftaler om driften klar med de andre kommuner.

   ”Ledigheden”, havde han altid sagt, ”den er man selv herre over”. Enhver, der gider tage hænderne op af lommen, kan klare sig selv! Det har man altid kunnet! Ikke de gamle, selvfølgelig, eller de syge, dem har sognet også altid kunnet tage sig ordentligt af. Det manglede bare andet, hvor ville vi ellers være henne. Men slapsvansene og drukkenboltene! Af sted med dem til en ordentlig uddannelse, eller lær dem at knokle hyren hjem, så de fortjener at være til.

   De fleste af kontorerne var tomme, selvfølgelig, man skulle jo nødigt komme til at hænge et par sekunder efter fire. Der var lys i systuen og hos Lisbeth Søe, chefsocialrådgiveren. Hendes dør stod på klem, og der lød stemmer og latter derindefra. Fem tamilske piger kom ud fra systuen og passerede ham i en sky af parfume og branket kokosolien. Han hørte på deres pludren og undrede sig over, hvorfor pokker de ikke talte dansk. De kunne arbejde, det måtte man lade dem, men han forstod dem ikke.

   Han gik forbi socialrådgiverens dør og hørte, at der blev stille et øjeblik. Så vendte han om og skubbede døren op.

   Lisbeth Søe så forbavset på ham, da han stod der i døråbningen lidt stakåndet og rød i hovedet, endnu med episoden ved supermarkedet i kroppen.

   Han så de to, som sad derinde. Lisbeth, på mange måder hans højre hånd, uden at han dog følte sig rigtig tryg ved hende, men hvem kunne man stole på i det hele taget? Og så Lars Block, den senest ankomne arbejdsleder, hvorfor sad han her?

   Der hang en stemning af munter fortrolighed i kontoret, en lethed som dog var stivnet, da han åbnede døren. 

   Den yngre mand rettede sig op, som om han var blevet grebet i noget. Nu sad han med en forlegen mine og både så på ham og så væk på en gang og skottede til Lisbeth, som roligt lod sine grå øjne hvile på chefen uden at lade munterheden fare.

   - Hvad skylder vi æren, spurgte hun med den lille drilagtige disrespekt i stemmen, som han på en gang hadede og ikke kunne stå for.

   - Iversen igen, brummede Kold Jørgensen.

   Hun sukkede hørligt og samlede en papirklips op fra bordet med en elegant slank hånd, hvor en dybblå sten spillede op til de røde negle.

   - Hvad har han nu gjort? spurgte hun.

   - Han fører for meget an i sjakket, som jeg fandt i gang med at drikke bajere i arbejdstiden omme ved Brugsen, sagde han.

   - Er det så forfærdeligt?

   Kold Jørgensen svarede ikke med det samme. Han var kun gået ind på Lisbeth Søes kontor, fordi han var nysgerrig og måske lidt skinsyg.

   Han nøjedes med at brumme.

   - Siden deres arbejdsleder ikke magter opgaven og foretrækker at flyde ud hjemme i varmen, har jeg givet dem ordre til at møde her i morgen tidligt, så du må give dem en opsang, hvis jeg ikke er her.

   - Ikke på vilkår, sagde hun. Dine skideballer må du selv dele ud.

   Den unge mand rejste sig ildrød i hovedet, som om han ville sige noget, men i stedet for han ud af kontoret og smækkede døren unødigt hårdt efter sig.

   Kold Jørgensen smed sig i hans stol og nikkede mod døren.

   - Hvad gik der af ham, og hvorfor er han her i det hele taget?

   Der var en snert af forurettelse i hans stemme.

   Derfor lo hun.

   - Snakke, kunne du vel se! Hun var lige ved at tilføje et: ”dit fjols”, men tog sig i det. Og så må du altså holde op med at blande dig i folks arbejde. Lars har helt styr på dem, men du kan lynhurtig ødelægge det for ham. Hvad fanden skulle det også til at fornærme ham? Du bestiller snart ikke andet end at lægge dig ud med folk. Og Lars har slet ikke fortjent det!

   Kold Jørgensen strakte benene frem foran sig, så han nærmest lå på den ikke specielt magelige stol.

   - Å hvad fanden, mumlede han, mens han tænkte, at hun var hurtig, allerede på fortroligt fornavn. ”Lars”, men han så jo også godt ud den ny, og var yngre.

   Hendes slanke fingre rettede papirclipsen ud, mens hun fortsatte:

   - Du er da også den eneste i verden, som kan have ondt i røven af at en flok unge mennesker tager sig en fyraftensbajer, når de er færdige med det, de er sat til at gøre.

   - Hm, sagde han. Det er forbudt at drikke øl i arbejdstiden - og helt utilladeligt at gøre det i kommunens arbejdstøj, det ved du udmærket. Men der er måske ikke noget at sige til det, hvis formændene hænger ud her hjemme på kontoret!

   - Før eller senere får du en i synet, sagde hun vredt. Og du kan ikke regne med at få nye medarbejdere, så hurtigt som du slider dem op. Jeg er snart den eneste, der er tilbage fra starten, guderne må vide, hvorfor jeg bliver!

   - Du kan jo ikke undvære mig, sagde han og sendte hende det drengede  grin, som før havde virket, også på hende.

   - Gør dig ingen illusioner, sagde hun spydigt. Men oprigtig talt, så må du holde op med at tro, at du er enevældig general fra forrige århundrede!

   Han så på hendes lyse, pjuskede hår, de grå øjne, munden, hvis fyldige læber lige nu var knebet bistert til, brysterne, lige tilpas at holde om, og sukkede.

   - Bare jeg havde været! Men jeg skal ikke holde på dig, det er fyraften.

   Han rejste sig og gabte.

   - Men pas lidt på ham Block, sagde han med et nyt tonefald.

   - Hvad mener du? spurgte hun og så nysgerrigt på ham.

   - Å, det kan være lige meget!

   Han gik hen mod døren.

   - Måske er han ikke helt, hvad han giver sig ud for.

   - Hvad fanden er nu det? råbte hun efter ham, men døren havde allerede lukket sig.

   Han strejfede ind forbi sit kontor og så de sædvanlige papirbunker og alle de små gule lapper, som var klistret på det grønne skriveunderlag i sirlige rækker.

   Han pillede en af dem af og rynkede panden. Så ringede han op.

   - Hvad drejer det sig om? sagde han.

   Han gryntede flere gange.

   - Skal det absolut være i aften? sagde han og sukkede.

   - All right, så lad os sige det.

   - For helvede da! næsten råbte han, men da havde han smækket røret på. Lige hvad der mangler!

   Han sad et øjeblik med et bekymret udtryk i øjnene.

   Det var næsten mørkt, da han drejede fra landevejen og kørte ad rønnealléen op til gården.

   Lyset over ladeporten tændte af sig selv, da han svingede Toyotaen rundt i en stor bue, så den holdt parallelt med Alices Polo.

   Rutinemæssigt trak han porten til side og gik ind. Han samlede en riskost op og hængte den på plads med et grynt. Bjarnes nye 45'er stod, hvor den skulle. I forbifarten lagde han en hånd på cylinderen og mærkede tilfreds at den var kold. Han så ind til halmfyret, hvor alt var fejet og i orden, sådan som han havde efterladt det i morges. Det skulle tidligst være nødvendigt at fyre igen i overmorgen, for det var endnu ikke rigtig koldt i vejret, selv om regnen var sur.

   Alligevel gik han ud i laden og startede den lille truck. Han kørte ind og hentede en halmballe fra stakken bagest i den store hal, bagved mejetærskeren og traktoren, og kørte den hen foran den brandsikre skydedør, hvor han lod den hænge på trucken, lige parat.

   Så sikrede han sig, at begge de brandsikre døre var lukket forsvarligt, før han trak ladeporten til og gik gennem gruset over til stuehuset.

   Da han var halvvejs sprang bryggersdøren op og Snap løb ham i møde, henrykt med store bjæf, og da den havde fået sine knus rendte den gårdspladsen rundt fire gange, før den forsvandt bag den tomme staldbygning.

   Lyset skinnede varmt ud gennem ruderne, og han kunne se Alice rumstere i køkkenet. Alligevel gik han direkte ind på kontoret uden at hilse på.

   Først da Alice kaldte anden gang kom han ud i det store køkken, hvor de plejede at spise.

   - Du kommer sent, sagde hun og løftede den emaljerede gryde over på bordet.

   -Tja, sagde han, måtte lige omkring kontoret.

   Hun så hvast på ham.

   - Du er snart aldrig hjemme.

   - Lad os nu ikke begynde på det igen, sagde han. Hvor er Bjarne og Tøsen?

   - Lilly er ovre hos en veninde, sagde hun, og Bjarne kommer nu.

   - Hvem har glemt at hænge kosten på plads? spurgte han, da sønnen kom ind, stille, lidt duknakket som om han var håndsky.

   - Det er nok mig, skyndte hans kone sig at sige. Spis nu, mens det er varmt. Lad mig øse op.

   De sagde ikke noget til hinanden, mens de spiste, udover de ting man må sige, for at få rakt saltet, eller salaten sendt rundt.

   Kold Jørgensen havde knapt slugt den sidste mundfuld af hovedretten, før han skubbede tallerkenen væk og rejste sig.

   - Jeg skal køre, sagde han.

   - Preben, sagde hans kone vredt, du lovede – og desserten.

   - Ja, men der er en, jeg må snakke med. Jeg skal lige hente noget inde på kontoret, så kører jeg.

   Mor og søn så på hinanden, mens de hørte Toyotaen starte.

   - Spis din dessert, sagde hun til drengen.

   - Jeg kan ikke, sagde Bjarne. Jeg skal også lave matematik.

   - Men du bliver hjemme!

   - Benjamin og jeg, mor, det ved du.

   - Kom nu ikke for sent hjem, råbte hun efter ham og hørte kun lyden af knallerten, som hastigt forsvandt ad alléen.

   Hun sukkede og samlede tallerkener og bestik sammen og nærmest smed dem i opvaskemaskinen. Hun tøvede et øjeblik, før hun skrabede triflien fra krystalskålen ned i skraldespanden. Det tog kun få minutter at fjerne de vigtigste spor efter familien.

   ”Familien”, tænkte hun og fnøs af raseri.

   Hun tændte en cigaret, og så på uret. Så rejste hun sig, hev en frakke over skuldrene, slukkede lyset og kaldte Snap ind. Hun låste døren efter sig og gik ud.

   Kold Jørgensen kørte hurtigt vestpå. Det var mørkt nu, men der hang stadig en svag, lys stribe i horisonten ude over fjorden. Regnen var holdt op, og han slukkede vinduesviskerne. Fyret ude på klinten blinkede regelmæssigt.

   Han tænkte på Overgaard og smilede for sig selv. Der var kun godt tre uger til kommunalvalget, og så skulle de bare se! Han vidste, at han kunne stole på vennerne i partiet, og deres fraktion var i virkeligheden den største – også i den ny storkommune. Gamle Venstres tid var forbi. Nu skulle der nye boller på suppen, og Overgaards stil var sgu for antikveret. Men man skal aldrig undervurdere sine modstandere, selvom den største trussel nok var socialdemokraterne.

   Kun fint, hvis Stiften ville skrive om episoden i Teknisk udvalg. Den handlede jo om sund fornuft overfor socialdemokratisk paragrafrytteri, og var der nogen som var sammenspiste, så var det sgu da socialdemokraterne!

   Der var også for lidt krudt i den jobbutik, for megen blødsødenhed og føleri. Hvorfor fanden kunne de ikke bare tage fat?

   Han tænkte bekymret på Lisbeth Søe. Var han ved at miste taget? Hun plejede da at være hundrede procent loyal. Havde været det i al fald, den gang. Måske var det problemet. Han skulle aldrig have ladet det ske! Men hun var en dejlig pige.

   Ikke som Alice.

   Men en skilsmisse var det sidste, han havde brug for lige nu. Det kan godt være, at folk snakkede, det skulle de have lov til. Men der måtte ikke være grundlag for en kampagne. De kristelige hængerøve elskede at blive forargede, og de fandtes også i Venstre.

   Han plejede nok at kunne holde det kørende med Alice, men det sidste årstid havde det knebet. Gud ved, om hun havde fundet sig en anden? Hvis det var tilfældet, så gik hun fandeme stille med dørene, og godt det samme! De måtte se at få snakket ordentligt en dag.

   Men han skubbede tanken fra sig. Umuligt! Hvordan skulle de kunne tale fornuftigt om noget som helst, når de kom op og skændes, bare de så på hinanden!

   Det gik ud over knægten, det var der ingen tvivl om, sikkert også tøsen, og det pinte ham.

   Der var også for lidt nosser i den knægt. Heldigvis klarede han sig godt i gymnasiet. Student til sommer, for fanden som tiden går. Men han var sgu også for meget hængerøv ligesom alle de andre slapsvanse. Kvindagtighed! Han kunne ikke udstå kvindagtige mænd, og et kort øjeblik for en frygtelig tanke gennem ham. Tænk nu hvis Bjarne!

   De havde været uheldige med en bøsse som socialrådgiver i Jobbutikken, men han blev heller ikke gammel i stillingen! Det havde han personligt sørget for, selvom han havde et helvedes hus med fagforeningen i den anledning, og kommunaldirektøren var gået i rette med ham.

   Men vælgerne kunne lide det, ingen tvivl om det.

   ”Kommunaldirektør”. Han fnøs. Hvad pokker var der galt med ”kæmner”?

   Skide dyre embedsmænd. Kommunen selv var langt den største arbejdsplads.

   Sygt!

   Han slog knytnæven i rattet, så vognen slog et slag til venstre.

   Der trængte virkelig til at blive rettet op på et og andet i den kommune!

   Han svingede fra ad en smal grusvej, som man skulle være lokalkendt eller synsk for at få øje på, og kørte langsomt ind i mørket mellem hede og marker.

Top