Om at elske krimier.
Gå til: 1.-2. -3. 4. 5.

Jeg er fra et hjem med klaver.
Klaver, og mottoet "I hver sin krog med hver sin bog". Det motto var vist opfundet af boghandlerne. Mor havde en dessert, som hun altid lavede, når der kom gæster.
Retten hed "Hvad skovsøen gemte", hos os i al fald.
Det var en frugttærte med en bund af mørdej, og så en masse frugt i gele ovenpå. Den kunne godt ligne en skovsø, med en blank vandflade og en masse spændende der kunne anes nedenunder.
Men navnet kom selvfølgelig fra titlen på Danmaks første egentlige krimi med samme navn: "Hvad skovsøen gemte" af Palle Rosenkrantz. Den udkom i 1903, men blev genudgivet i 100-året af forlaget Cicero.
Jeg har aldrig set den bog i mit barndomshjem, men den dragende titel levede i sproget. For nyligt læste jeg den for første gang, og det var interessant, men ikke noget der holder en oppe hele natten, desværre.
Begge mine forældre holdt af krimier, så i modsætning til så mange andre er jeg opdraget med krimier som noget, man kunne holde af.
Der var ingen snobbet afstandtagen der!
Noget af forklaringen kan også findes i, at min morfar var journalist og redaktør af Det Radikale Venstres pressebureau.
Hans hovedopgave var at refere, hvad der foregik i Rigsdagen - bureauet boede på Christiansborg. Men han anmeldte også bøger, så mormor og morfars hjem var fyldt med bøger. Der var altid bøger under juletræet fra dem, og de var ekstra interessante, fordi der var stemplet "fra forlaget" i dem.
Men morfar var også oversætter, og blandt det han oversatte var f.eks. krimier af Agatha Christie og serien med Cardby.
Så krimier var fint i min familie.
De store englændere Dorothy Sayers og Agatha Christie var som Shakespear for os!

2.
Når morfar oversatte, var det sammen med mormor. Jeg ved ikke, om hun var kontoruddannet, men i al fald kunne hun skrive på maskine, og hun havde også været kontordame for bureauet. Det var den gang et pressebureau kunne sende stoffet ud som håndskrevne, hektograferede breve!   Når de oversatte sad de sammen ved spisebordet i spisestuen, morfar for bordenden med den engelske bog helt op under næsen, for han var nærsynet og tog brillerne af for bedre at se. Han dikterede sætning efter sætning, inklusiv alle tegn, på dansk til mormor, som sad overfor og skrev oversættelsen ned på en lille, sort Adler skrivemaskine.    De sled mange maskiner op! Jeg arvede selv mindst en af dem, som jeg brugte i nogle år. Rammen var knækket, så den skulle understøttes af et stort viskelæder.   Det var både kedeligt og spændende at høre på! De oversatte Agatha Christie på den her måde, morfars stemme: Indrykning. Anførselstegn begynd ”Poirot,” (med stort P) komma anførselstegn slut, sagde jeg, komma saa snart vi var ude på Vejen. Punktum anførselstegn begynd ”Der (med stort D) er én (accent over e) Ting, komma jeg synes, komma De bør vide.” Punktum anførselstegn slut.
 
   Og så videre. Det var med gammeldags tegnsætning og store bogstaver. Det kunne naturligvis ikke høres, men her er det skrevet af, fra en af bøgerne.
  
Min interesse for kriminallitteratur kan ikke være begyndt der?
  
Men det nære forhold til krimiernes ”værksted” så at sige påvirkede da familien, og jeg var stolt af morfar, og kriminalromaner stod i mange år for mig som ensbetydende med kultur. Jeg kan huske, at jeg skrev en stil i gymnasiet, som skulle handle om ”mit bibliotek”. Det blev til en beskrivelse af det fornemme bibliotek på det engelske herresæde, hvor der var reoler af mørkt træ fra gulv til loft, fyldt med samtlige krimier der nogensinde var skrevet, fine førsteudgaver naturligvis, enkelte med dedikationer. Det var min verden, med ild i pejsen, portvin i glasset, undertegnede i den bløde læderstol med bog i hånd og pibe i munden. Lord Ole/Peter Wimsey. Uden monokel.    Behøver jeg at sige, at sådan kom det aldrig til at gå!

3.

Det begyndte naturligvis ikke med krimier. Mormor og morfars overdådige forsyning af bøger rummede også Biggelsbøger (han var som redaktør af Det Radikale Venstres Pressebureau ikke kun optaget af det politiske liv på Christiansborg, men anmeldte også de bøger, som bureauet i så rigelig mængde modtog fra forlagene). James Bigglesworth kaldet Biggles var min og min nære kammerat Torbens virkelige helt i de år. Vi slugte alle de Bigglesbøger, vi kunne få fat på. Det var den gang man kunne bruge en hel lang sommerferie liggende med en bog under næsen. Big­gless­bøgerne var drengebøger af værste – eller bedste! – skuffe. De var skrevet af en vis Captain W. E. Johns (1893–1968). Det var bare et navn, men det der Captain gav bøgerne et ekstra strejf af spænding.
Biggles var pilot af en vis, noget ubestemmelig halvadelig baggrund, opvokset i Indien og selvfølgelig kostskoledreng. Han havde en forunderlig karriere! Sneg sig som 17-årig under 1. verdenskrig ind i det britiske luftvåben og skød fra sin Sopwith Camel stribevis af tyskere ned. Var med en Spitfire lige så aktiv under 2. verdenskrig. Når der ikke var krig, drog han rundt i hele verden sammen med kamme­raterne ”Algy”, Smyth, ”Ginger” og ”Bertie” (som var rigtig
Lord). De fløj fortrinsvis i en stor amfiebiemaskine og oplevede de mest fantastiske eventyr. Biggles og Tin Tin har meget til fælles, men Tin Tin kendte vi ikke til den gang. Biggles var altid den samme og blev ikke ældre. For os, der læste dem alle sammen (eller i al fald alle dem der var oversat) var det komplet ligegyldigt om han fløj under 1. eller 2. verdenskrig, i mellemkrigstiden eller efter.   Vores yndlingshistorie var virkelig spoky, Biggels i Tibet: Nogle mystiske kinesere havde deres egen verden i Tibet, hvor de havde fundet ud af at udnytte radium. Dels kunne de gøre sig usynlige, dels havde de nogle blå lysstråler, som kunne dræbe og ikke mindst: Få motorer til at gå i stå, ikke sjovt, når man er afhængig af sin flyvemaskine. Men Biggles klarede naturligvis ærterne!
   Biggles paa Borneo, som jeg fandt omslagsbilledet til her, foregår under 2. verdenskrig i Sydøstasien, hvor de slemme japanere forgifter de tapre engelske og amerikanske piloters tyggegummi, så de styrter ned under mystiske omstændigheder               
. 
 
Biggles fik faktisk en slags job efter krigen under Scotland Yard, som flyvende detektiv. Så lidt sammenhæng med krimiernes verden er der da!

4.

Det er mærkeligt, hvordan denne slags skriveri fører en i alle mulige retninger, som ikke var tilsigtede. Egentlig skulle dette handle om krimigenren, og det skal det også nok komme til, men først en lang række spor, som måske kan føre til målet.
   For sporene bliver jo lagt ud i barndommen.
  
Når man som jeg var barn under krigen, så har man lært, at det er miljøet det kommer an på, ikke arven. Det med generne var noget snavs, som en vis herre med sort overskæg syd for grænsen havde gjort for evigt ubrugeligt.
  
Så sporene udgår fra det spillebord i morfars kontor og soveværelse, hvorpå de mange bøger til anmeldelse lå. Og fra spisestuen i deres treværelses lejlighed, hvor man, hvis man sad fuldkommen stille i den højryggede egetræssofa, hvor ryg og sæde var betrukket med plys, som man kunne tegne streger i med fingeren, men hvor man lige nu skulle sidde stille som en mus, kunne høre morfar og mormor oversætte krimier fra engelsk.
  
Vi læste som tærskeværker, min ven Torben og jeg den gang. Vi må have være i ni års alderen, måske ti. 
 
En anden af vores yndlingsbøger – bortset fra Robin Hood – var en lille drengebog af Dines Skafte Jespersen. Den hed ”Tre gutter henter en jolle” og var udkommet i 1939 (men det har jeg først fundet ud af langt senere).
  
Historien gik ud på at tre raske drenge i deres sommerferie skulle hente en kragejolle hos en farbror, som var købmand i en lille, pæredansk by ved en fjord, i al fald med en havn ligesom der hvor de kom fra. 
 
De cyklede naturligvis derud og fik cyklerne sendt hjem med banen. Det kunne man nemlig den gang.
   Først skulle jollen sættes i stand, men det klarede de tre raske drenge naturligvis. Så skulle den provianteres, og der stod købmandsonkelen selvfølgelig til rådighed. 
 
Og så skulle jollen sejles hjem. 
 
Det kan vel ikke undre dig kære læser, at gutterne oplevede en del på den sejltur!  
 
Naturligvis fangede de nogle fæle smuglere, som datidens drenge­bøger var fulde af. Smuglere og krybskytter! Det var det værste man kunne være, for det gik jo ikke med mord i drengebøger. 
 
I den bog findes en række vigtige spor: 
 
Forfatteren definerer et fantasirum. En sommerferie naturligvis, det var det altid. En lang sorgløs fristund med godt vejr (hvor det dog regnede af og til, men det tager raske drenge med et smil), og hvor alt kunne ske. 
 
Læg dertil et plot. Ikke alt for kompliceret og ikke alt for skræmmende, men med en række episoder, som bygger spændingskurven op. 
 
Og så nogle hovedpersoner naturligvis. Fyre vi kunne føle sympati for og identificere os med. De var naturligvis intelligente og kvikke. De var fulde af gåpåmod. Modige. Og frem for alt var de snarrådige. 
 
Hemmeligheden er kontrakten med læseren: Læs trygt det her. Det er ikke farligt, selvom det indimellem er temmelig spændende. Det ender godt. De onde taber, de gode vinder. 
 
Enkelt.  
 
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi læste den bog!


5)

Jules Verne fyldte naturligvis meget i drengeårene. Sammen med Coopers indianerromaner. Vi blev aldrig trætte af at læse om Læderstrømpe og hans indianske venner blandt Mohikanerne. De feje Huroner taler vi ikke om.

Jules Vernes fantastiske romaner læste jeg som drengebøger. Det var nogle grønne bind med flotte tegninger på omslagene, som selvfølgelig kom fra morfars velforsynede lager af anmeldereksemplarer. Min storebror havde haft dem før jeg, så derfor var de forsynet med hans metodiske biblioteks signaturer. Jeg ved ikke, hvorfor han blev sådan en ordensmand og jeg et grusomt rodehoved! Nå, lad det ligge.

For nylig fik jeg lyst til at genlæse Jules Verne og søgte i de gratis e-bøgers verden. På projekt Gutenberg fandt jeg en engelsk oversættelse af "En verdensomsejling under havet". Det er selvfølgelig lidt absurd at læse en fransk roman i engelsk oversættelse. Men til gengæld var det den originale, uforkortede udgave fra 1871. Min kammerat i drengeårene Torben, som på alle måder var en supermand, havde godt nok advaret om, at originalen var en urimeligt langtrukken affære. Han havde ret, så han må jo have læst den.

Ingen tvivl om, at Jules Verne var forud for sin tid, når det drejer sig om Nautilus og dens indretning. Det er godt gået at have lysstofrør på et tidspunkt hvor elektriciteten endnu gav lys via kulbuer. Kaptajn Nemo taler også bekymret om havenes økologi og forudser hvalernes udryddelse (selvom han med stor fryd udrydder en flok kaskelothvaler, som han opfatter som onde rovdyr, hvorfor de ikke skal fredes).

Selve historien kender vi jo så godt fra talrige genfortællinger og film, og jeg elskede den som barn. Men godt det ikke var originaludgaven, jeg fik fingrene i! Den består for mere end halvdelens vedkommende af endeløse opremsninger af, hvilken havdyr de observerer gennem Nautilus' store ruder. Det fylder side op og side ned med omhyggelig redegørelse for latinske navne, arter, underarter, familier, slægter osv. Og er der ikke biologiske registreringer, så er der geografiundervisning med længde- og breddegrader på hver en ø, og redegørelser for havens saltholdighed, vandtemperaturer, strømretninger og tidevand. For slet ikke at tale om alle de historiske forelæsninger, som forklarer verdenshistoriens store og små begivenheder fra antikken og frem til samtiden med navne på alverdens skibe og deres kaptajner.

Enten var Jules Verne en umådelig lærd mand eller også har han lavet et næsten umenneskeligt researcharbejde. Der er selvfølgelig også den mulighed, at han er fuld af løgn, for det er han jo på visse punkter, når han - midt i al zoologien på lati - opfinder kæmpemæssige blæksprutter, som er ved at gøre det af med Nautilus, eller anbringer en livsfarlig malstrøm mellem Færøerne og Lofoten.

Mon ikke sandheden er, at han har skrevet af efter nogle marinzoologiske atlasbind, for at gøre beretningen så overbevisende, at vi også lokkes til at tro på fantasierne? Uanset hvad, så var det interessant læsning - selvom mere end hver anden siden kunne diagonallæses.

Jeg tror, at jeg den gang holdt mest af "Kaptajn Grants børn" og "Den hemmelighedsfulde ø". Den sidste måske fordi den var et overbevisende bevis på "menneskeåndens sejre", som la Cour kaldte det. De kunne lave alt, de brave skibsbrudne (godt nok fra en ballon) på den tilsyneladende øde ø - hvor trådene samles både fra "Verdensomsejlingen under havet" og Kaptajn Grants børn".



Til toppen
Tilbage

Til forsiden