Det skrev de om Særlingens testamente:                      Hjem

BoTao Michaelis i Politiken:

Bittersødt indblik i lokalsamfund
Debutanten Ole Strandgaards krimi er en velskrevet og gennemsympatisk sag. Skrevet i den gedigne og sindige stil, vi her i hovedstaden kalder for jysk...
Etnologen Mads er i 40'erne, just fraskilt, og har fået et vikariat som leder af et mindre museum ikke langt fra Viborg. Museet har netop fået en arv efter en lokal særling som øjensynligt tog sit eget liv. Inden længe sker der endnu en bemærkelsesværdig begivenhed i romanens Lidenlund. Et moselig kommer for dagen, en smuk rødhåret pige fra jernalderen. Men i samme mose er der masser af ugler. For jernalderpigen bærer et smykke af meget yngre dato....
Men en krimi fortæller altid også en anden historie. Og det er den som hæver Strandgaards roman over det harmløst hyggelige. For under overfladen giver Strandgaard et bittersødt og skarpt indblik i lokalsamfundets udstillingspolitik. Der er gået både kulturformidling, politik og turisme i de små museer, som ikke bare skal være pulterkammer for stedlig arkæologi. Men også afspejle folkelighedens regionale ændringer i dagligdagen. Vi er jo selv historie...
Så selvom "Særlingens testamente" ikke byder på de store intrigante oplevelser og overraskelser, er den en både underholdende og interessant debut. Så fortsæt endelig.

Holger Ruppert i BT:

En rigtig hygge-krimi.
Museumsmanden med en fortid på Nationalmuseet, Moesgård og Odsherreds Museum har gjort en rigtig dansk hygge-krimi med streg under det gode danske begreb hygge.
Det er en elskværdig "hvem-gjorde-det-krimi" fra den danske provinsidyl i Jylland med vægten lagt på lokalkolorit og hyggelige danskere...
...Undervejs har forfatteren god tid...men kan skrive, fortælle og fastholde en situation, så man bliver hos hovedpersonen Mads, der leger privatdetektiv sammen med sin journalistpige og en whiskydrikkende gut fra rejseholdet. Totalt urealistisk, men gennemført hyggeligt og alligevel uhyggeligt, da sagens rette sammenhæng går op for de implicerede. Og med en bittersød skildring af provinsidyllen, der måske ikke altid er helt så idyllisk, som man umiddelbart tror.