MUSEUMSBOGEN - praktisk museologi
 
Hjem
Om bogen
Indholdet
Omtaler
Bestil bogen




Abekrig. Armemuseet. Stockholm


Etnografisk Samling


Naturama. Svendborg


Interaktiv kunst. Kunstmuseet, Lund


Genrejsningsmuseet. Hammerfest


Anna didn't come home. Kunstindustrimuseet.


Malerværkstyed. Holbæk Museum


Domestic Bliss. Sydney.


Konserveringsværksted. Vejle



Til toppen af siden
Forord til MUSEUMSBOGEN - Praktisk Museologi.

Jeg vil gerne indlede denne fortælling om museernes forunderlige verden med at berette om mine egne to største museumsoplevelser:

Den første er mit møde med en udstoppet hest, formentlig i Landbrugsmuseet, den gang det lå i Lyngby. Det eneste jeg husker, for jeg var kun et lille barn, er en enorm hestehov og et ben som strakte sig helt op i himlen, hvor der vistnok var en hest.

Den anden fulgte nogle år efter i 1948, hvor jeg som tiårig besøgte De Siamesiske Samlinger i Ebeltoft. To ting husker jeg helt klart fra det besøg:

Det ene er den uendelige, vibrerende klang fra en gongong, som hang i udstillingen og direkte kaldte på at blive slået an, for der var intet opsyn. Det var ikke et sprukkent klonk, men en fuldtonende, magtfuld bronzestemme, som bredte sig ud fra det lille værelse i det lille hus i den lille by og blev ved og blev ved, til kosmos åbnede sig og sugede mig med ud i nogle sekunders vægtløs fryd. Tænk at noget kunne lyde så vidunderligt og så sært!

Det andet var det uendelige rum, som åbnede sig, da jeg trak en skuffe ud og så ned på et lag fugleskind, skinnende blå fugleskind, tilsyneladende uden fysisk afgrænsning og dog til stede, bundløst blå ligesom den bøtte ultramarinblå limfarvepulver, vi havde hjemme, bare langt smukkere, fordi fuglefjerene også havde blå metalglans.

Siden har jeg ofte i mit virke som museumsmenneske tænkt tilbage på disse elementære barndomsoplevelser, som intet havde med museumsformidling eller professionelt museumsvirke at gøre, måske tværtimod.

Alligevel var det museumsoplevelser, og jeg har ofte følt, at hvis vi blot kunne opnå, at vore besøgende børn kunne føle den samme betagelse, så ville meget være vundet.

For museer er eventyr.

De er også viden og forskning og alt det dyre, men hvis vi ikke kan få eventyret til at leve på trods af al vores professionalisme, hvor langt er vi så nået?

Hvorfor har vi museer? Det er ikke et spørgsmål, som man kan svare entydigt på. De følgende sider vil afsløre hvorfor. Indledningsvis kan vi nøjes med at slå fast, at museer fylder ganske meget i det kulturelle landskab.

Vi har i Danmark ca. 250 museer, som staten støtter eller selv driver. Hertil kommer et stort antal museer, store og små, som ikke får statspenge. Der er ingen som kender det præcise tal, men vi kan uden overdrivelse sige, at der er mindst 350 museer i Danmark. Det er et museum for hver 14.300 indbyggere.

Der er hvert år ca. 10.000.000 mennesker, som besøger disse museer. 29% af Danmarks befolkning var på museum i 1998, så turisterne fylder godt i statistikken.

Ca. 3.500-4.000 mennesker er ansat på museerne og næsten lige så mange arbejder der uden at være ansatte, som frivillige hjælpere eller som ledige i aktivering.

Et aldrig optalt, men givetvis stort antal mennesker er medlemmer af en museumsforening. Hvis vi siger, at der står bare 200 mennesker bag hvert museum, så har vi mindst 50.000 borgere, som direkte, økonomisk og praktisk støtter museerne. 61 museumsforeninger er tilsluttet en fælles forening, Samus. Alene de repræsenterer 35.000 medlemmer.

Økonomisk handler det om en omsætning på mindst en milliard, hvoraf staten yder de 531.700.000, kommuner og amter 402.000.000. Altså offentlige tilskud for 933.700.000 kroner. Hertil vil komme entréindtægter, medlemskontingenter, omsætning i caféer og kiosker og tilskud fra fonde.

Til sammenligning kunne vi tage teatrene, hvis omfang i medierne enhver kender. 2.832.000 så teatrenes forestillinger i 2005-6, men kunstformen omsætter ca. 1.139.200.000 offentlige kroner i tilskud. Hertil vil komme billetindtægter mm.

Der gives altså en offentlig støtte på ca. 93 kr. pr museumsgæst og 402 kr. pr. teatergæst.

Teatrene har stor bevågenhed i medierne og skuespillere er godt stof. Men hvis vi ser på museerne med mediernes briller, så fylder de ikke meget.

Det hænger måske sammen med, at museumsfolk i almindelighed er beskedne, og at museumsbrug hører til de stille glæder. Hvornår så du sidst et museumsmenneske omtalt i de kulørte ugeblade?

Nogle siger, at museer og museumsfolk er kedelige, og at forklaringen ligger der. Museer opfattes som stillestående og støvede i manges bevidsthed. Men det harmonerer ikke med den udstrakte brug der bliver gjort af museerne.

Jeg vil tillade mig at hævde, at danskerne holder af deres museer, men måske ved for lidt om dem. Det skal denne bog søge at råde bod på, ligesom den er tænkt som en hjælp for dem, der drømmer om en karriere i museumsbranchen.

Museologi – og museografi

Der findes et fag, som hedder "museologi". Nogle vil oversætte det til "museumslære", og det er et godt bud. Museumsdirektør Torben Witt kaldte i 1977 sin bog med hovedtitlen "Hvad med museerne?" for "Spredte bidrag til dansk museumslære". Jeg står i stor gæld til Torben og til den bog.

Men museologi er mere end det. I Gyldendals store encyklopædi står der om faget:

Museologi er studiet af menneskers forhold til kultur- og naturarv og dermed af museerne. Faget beskæftiger sig med musealiseringen, dvs. de processer som knytter en særlig kulturel (historiebærende) mening til udvalgte genstande og mindesmærker. Faget har vid udbredelse på universiteter i USA og England og er ofte forudsætning for job på museum. Europæiske centre er Brno i Tjekiet og Leicester i England. I Norden kan museologi studeres i Umeå, men endnu (1998) ikke i Danmark.

Denne definition opfatter altså museerne som en del af noget større, nemlig hele kulturarvsproblematikken. I princippet kan der sagtens finde en musealisering sted uden museer, og det gør der da også al den stund mange mennesker hæger om deres minder helt privat. Men også institutionelt: I Danmark lå for eksempel ansvaret for de jordfaste fortidsminder og fredede bygninger indtil regeringsskiftet 2001-2 under miljøministeriet, og var ikke direkte museernes ansvar.

Der er også museologer, som vil hævde, at museologi er læren om menneskers forhold til materielle genstande.

Denne bog er et bidrag til museologien, men den er ikke et museologisk værk i videnskabsteoretisk forstand. Tværtimod er det min ambition at gøre den alment tilgængelig og læselig for enhver: Almindelige mennesker som blot vil vide mere om museer, de mange museumsmedarbejdere uden akademisk baggrund som gerne vil se deres arbejde i et større perspektiv, men selvfølgelig også de studerende som stræber efter at blive museumsinspektører.

Svarende til begrebet museologi arbejder vi også med begrebet museografi. Mens museologien kan siges at være læren om kulturarven, så er museografien beskrivelsen af de praktiske metoder som bevaringen af kulturarven fører med sig, herunder beskrivelsen af museer og måden museer arbejder på.

Denne bog vil både rumme teoretiske overvejelser, gode råd og konkrete anvisninger der, hvor jeg mener at have forstand på det. Den rummer derfor både museologiske og museografiske bidrag.

Man vil ikke finde så mange citater fra eller henvisninger til den øvrige museologiske litteratur i denne bog, som mere bygger på, hvad jeg har erfaret gennem mange års arbejde med museer.

Museologien er blevet et akademisk fag, som man efterhånden kan stifte bekendtskab med på flere danske universiteter – uanset hvad der stod i encyklopædien. Jeg har ikke en baggrund i universitetsverdenen og tager nødigt del i akademiske debatter. Derfor vælger jeg beskedent – men dermed måske også mere ambitiøst – blot at kalde denne bog for ’Museumsbogen’, med undertitlen ’praktisk museologi’.

Der har ikke være gjort særlig mange forsøg på at skrive om alle sider af fænomenet museum i en enkelt bog. Torben Witt var på vej i 1977 med sin bog "Hvad med museerne? Spredte bidrag til dansk museumslære". I 1999 kom Anette Vasström og Lene Floris med "På museum – mellem oplevelse og oplysning", som var sjette bind i en skriftserien udgivet af Center for Historieformidling. Og det er stort set det. Men der findes naturligvis en stor mængde artikler om museer og museumsvæsen.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at min baggrund er det kulturhistoriske museum. Det skal dog ikke afholde mig fra også at have meninger om både naturhistoriske museer og kunstmuseer, som jeg holder lige så meget af

Om mig selv i øvrigt blot dette: Oprindeligt blev jeg uddannet som etnograf på Århus Universitet. Inklusiv studietiden har jeg i over 40 år arbejdet på og med museer, både store og små (Moesgård, Nationalmuseet, Odsherreds Museum). Undervejs har jeg været engageret i museumspolitik. De sidste mange år var jeg leder af Museumshøjskolen, som var museernes egen institution for efteruddannelse. Det har givet mig mulighed for som kursusarrangør ( og dermed deltager! ) at sætte mig ind i stort set alle museumsforhold. Jeg blev museumsmedarbejder og museumsleder på en tid, hvor man selv skulle kunne det hele. Det er denne endnu overlevende dinosaurus’s erfaringer på godt og ondt, jeg vil forsøge at videregive i det følgende. Jeg har i mit virke i museumsverdenen altid blandet mig i diskussionen. Derfor tillader jeg mig i denne bog at gøre jævnlig brug af mine egne, tidlige artikler, som jeg tror på kan tåle gensyn.

Det er mit håb, at denne bog vil blive brugt af de mange som interesserer sig for museer, og at den kan videreformidle bare lidt af den store glæde det var at være med i museernes store, ekspansive, kreative vækst op gennem 1960’erne, 70’erne og 80’erne.