Fra: Nisserne fra Pilegården – sætter byen på den anden ende

Kapitel 1: Beslutningen                          Hjem

Himlen over gården var grå og tung, som var den fuld af sne eller uvejr. Men mod vest bag rækken af stynede piletræer flammede den nedgående sol under de tunge skyer som en gloende kæmpebold, der var ved at trille under horisonten.

Der var ingen lyde på den gamle gård.

Der var ingen heste, som vrinskede i boksene, ingen køer som brølede utålmodige efter at blive malket, ingen grise som gryntede parate til at skrige op ved den mindste lyd af fodervognen.

Der var ingen klapren af træsko, ingen musik i højtalerne i kostalden, ingen sugende smæld fra malkemaskinen, ingen klikken fra det elektriske hegn, ingen støjende motor på fodervognen.

Udmugningsanlægget stod stille, ligesom den gamle, blå Ford traktor i porten og den grønne Morris 1000 i garagen ved siden af huggehuset.

Der var heller ingen lys, hverken i lysstofrørene på gårdspladsen, i stalden, mejeriet eller i loen. Det var der heller ikke i stuehuset, hvor kakkelovnen var kold, selvom bålet var lagt til rette med en avis, som var ti dage gammel.

Den eneste lyd kom fra køleskabet i hjørnet af det store, kolde køkken. Trofast kørte det, som om det ville holde liv i noget, der ikke var der mere.

Havde man skarpere ører end musen, kunne man måske skelne den ellers uhørlige lyd af den store, grå kat, i færd med netop nu at snige sig ind på en fed mus, som tåbeligt puslede i lidt spildt korn på gulvet i loen.

Jok hørte det, for Jok kunne høre det uhørlige.

Han stod ved vestgavlen af stuehuset og så på solnedgangen, akkurat som manden altid havde gjort det: set på solnedgangen og taget varsel af den næste dags vejr, lyttet tilfreds til gården, årvågen over for mislyde, parat til at gribe ind.

Sådan havde de stået, manden og Jok, hver aften år ud og år ind, så længe han kunne mindes. Og før manden blev mand, havde han stået her med sin far i hånden, ligesom faderen også havde gjort det. Og Jok havde være med hele tiden, selvom mændene og deres fædre og deres sønner måske ikke altid havde vidst det.

For Jok var nisse på gården, og nu var han alene.

For ti dage siden var han vågnet med et sæt midt om natten. Gunna og Nik havde sovet trygt, men han, Jok, hørte, at bornholmeruret gik i stå, og han vidste, hvad det betød, han havde ventet det længe.

Lydløst var han stået op og havde sneget sig ned i soveværelset, hvor manden lå stor, men alligevel så lille, helt stille og allerede lidt kold i sin store dobbeltseng, hvor den anden halvdel stadig var redt op med blomstret sengetøj, for sådan havde hun holdt af det.

Jok havde trampet på alarmknappen, som de havde givet den gamle for at han skulle føle sig tryg i sin ensomhed på gården. Han vidste godt, at det var nytteløst, men han ville hjælpe til det sidste, kunne ikke holde ud ikke at gøre noget.

Falckfolkene var kommet og havde undret sig over, hvordan det gik til, at dyrene lå så rolige i deres båse, velfodrede og velpassede, at alting var ordnet og på plads, som om han ikke havde været langt op i halvfemserne, den gamle. Og hvordan havde han overhovedet kunnet trykke på alarmen?

- Han sov i al fald ind i fred, sagde den ene af mændene, selv grebet af den nærmest andægtige stemning.

De havde taget ham med, for de vidste, at der ingen familie var, at der ingen var til at våge, ingen til at tage sig af det hele.

Ingen andre end Jok.

Den næste dag var der kommet folk i store biler for at hente dyrene, og Jok og Gunna havde haft nok at gøre med at berolige og vejlede og trøste.

- I skal nok få det fint på det nye sted, havde de hvisket ind i alle de lodne ører, og dyrene havde nikket og var luntet af, så de næsten stod parat, da bilerne kom.

- Er det dig, der har malket, Iver? spurgte vognmanden sin medhjælp, men Iver rystede på hovedet og spurgte om den anden troede han var blevet helt fra den.

- Ja i al fald har nogen gjort det, hvem det så er.

Der kom folk fra kommunen og gjorde rent en sidste gang i stuehuset og samlede papirer sammen og lukkede og slukkede.

- Det var synd, at han ingen arvinger havde, sagde de til hinanden.

- Ja og en skam og skændsel, at ingen ville købe den dejlige, gamle gård.

- Jamen du ved da godt, at den nye vej skal gå lige herigennem?

- Nå ja, men en skam er det!

Ja, en skam var det, tænkte Jok, at gården ikke kunne leve videre.

Han sukkede og rev sig løs fra sin post ved gavlen. Solen var næsten væk, og det var begyndt at sne ganske stille.

Katten kom snigende og gned sig op ad ham, den var næsten lige store som han.

- Nå, Gråmis, sagde han. Fik du din aftensmad?

Katten spandt veltilfreds.

Jok mødte nissen fra nabogården ude i porten.

- Nu kan I vel ikke udsætte det længere, sagde han. Han hed Toke og var kommet, fordi Jok havde kaldt til samråd.

- Nej, sukkede Jok, vi må beslutte os.

De smuttede op langs skråstiverne i bindingsværket og langs et bræt ind på loftet. Nisser indretter sig altid med deres egne veje i husene. Stiger og trapper er alt for stejle til de korte ben.

Gunna havde vand på til te.

De havde deres bolig omkring skorstenen oppe på hanebåndsloftet over stuehusets loftsværelser. Her var der altid lunt – hvis ellers der var mennesker i huset, men de fyrede også selv på det åbne ildsted, som var muret op af fem store mursten, som Joks bedstefar møjsommeligt havde slæbt derop.

- Kom ind og sid ned, sagde Gunna og tørrede hænderne i sit forklæde. Det varer lige et øjeblik, så er teen klar, og jeg har også en kage i ovnen.

- Det dufter herligt, sagde Toke. Og lunt og godt har I det.

De sad tavse lidt og lyttede til vandet, der snurrede i kedlen.

- Jeg synes stadig, at I skal flytte over til os på Nordgården, sagde Toke.

Jok rystede på hovedet.

- Det er virkelig pænt af jer at foreslå det, sagde han. Men du kender også de gamle regler: Kun én familie på hver gård!

- Jamen Nordgården er stor! Der er tre husholdninger, for der er både de gamle på aftægt, folkene selv og så forpagterens. Der er 200 køer og 500 grise plus alt det løse, hønsene og fårene og alt det.

Gunna og Jok havde talt om det.

- Jeg vil ikke derover, havde hun sagt. Toke kan være meget sød, men han vil bestemme, og det han ikke bestemmer, det bestemmer hans kone.

- Men vi vil kunne blive på landet på den måde, havde Jok indvendt.

- Ja, men vi skal ikke bo på landet for enhver pris.

Og sådan var de blevet enige.

- Det er jo sådan, sagde Jok til Toke, mens Gunna skænkede op i de små kopper, som oprindelig kom fra et dukkestel. At jeg og min far og hans far før ham og alle før dem altid har været selvstændige.

- Jamen vi er da også selvstændige på Nordgården!

- Ja, du er måske. Og måske kunne jeg for en kort stund bilde mig ind, at jeg også ville være det. Men det vil ikke være sandt, og i løbet af meget kort tid vil jeg holde op med at tro på det, og så bliver vi uvenner, fordi du vil gøre det hele så godt for os. Men jeg vil have mistet min selvstændighed. Jeg holder alt for meget af dig Toke til at vove det! Husk at vi er vokset op som naboer, og sådan har vores familier altid haft det!

Jok var helt forpustet efter så lang en enetale. Toke skulede lidt, men så tog han et stykke kage, som Gunna rakte ham.

- Måske har du ret, Jok, sagde han. Måske skal det være sådan. Jeg kan bare ikke holde ud at tænke på, at I skal flytte herfra!

- Nej, sagde Jok, jeg kan heller ikke lide det.

- Hvornår skal der ske noget?

- Vi ved det ikke helt. Det viser sig, at Tage Olsen har testamenteret gårdens stuehus til museet inde i Fjordkøbing.

- Hvordan det?

- Jo, det er meningen, at huset skal pilles ned og flyttes ind til byen. Jeg har hørt dem snakke om noget med "kulturhus". Olsen var jo i sognerådet i mange år ved du, og med i museets bestyrelse.

- Det bliver et stort arbejde, sagde Toke og skelede efter kagen, som Gunna havde sat faretruende nær ved Niks køje.

- Ja, sagde Jok. Jeg var selv med til at hente gården, da jeg var en ung nisse. Det var i Olsens bedstefars dage. Vi hentede bindingsværket ovre i nabosognet, hvor Olsen havde købt det.

- Det var dengang, man havde forstand på sådan noget! Der er ingen, som kan samle et bindingsværkshus i vore dage!

- Det siger de, at de kan. De er jo museumsfolk, ved du.

- Men så skal I til at være bynisser, har I tænkt på det? Toke kunne ikke holde op med at give ondt af sig.

- Jo, det bliver nok lidt anderledes, sagde Gunna stille.

- Ja mon ikke, sagde Toke og rakte ud efter kagen. Derinde dyrker man ikke jorden, og der er ingen dyr. Jeg ved faktisk ikke, hvad de lever af derinde.

- Nej, men de overlever, sagde Jok. Vi er nisserne fra Pilegården, og det vil vi blive ved med at være. Gården her og min slægt har altid hørt sammen. Jeg føler, at det er min pligt at flytte med!

Det blev så beslutningen, som de havde truffet, længe før Toke kom på besøg, men det har altid være sådan hos nisserne, at man ikke kan beslutte store ting uden at have samråd.

I gamle dage var der nisser på alle gårdene, som for længst var revet ned og slået sammen til stordrift og svinefarme. Hvis de da ikke var blevet til forstad og parcelhusbyggeri.

Den gang havde nisserådene været vigtige forsamlinger, som greb langt ind også i menneskenes liv, for det er sådan, at mennesker har meget svært ved at klare sig, i al fald på landet, uden deres nisser.

De blev siddende lidt og nippede til den gode te, og der blev også et stykke kage mere.

- Nå, sagde Toke omsider. Jeg må også se at komme hjemefter. Så kan jeg lige nå 22-nyhederne.

Jok og Gunna lod som ingenting. De vidste godt, at Tokes fjernsyn bestod af et periskop, som han forsigtigt stak ned gennem et hul i loftet over folkenes stue.

Jok fulgte gæsten ud.

- Tak for i aften, sagde han ude i porten, hvor sneen var ved at fyge ind. Kom godt hjem.

- Ja selv tak. Men vi ses vel, før I rejser?

- Jo, mon dog ikke. Ellers skulle det gå mærkeligt til.

Oppe i stuen var Nik vågnet.

- Jeg hørte godt, hvad I snakkede om, sagde han. Betyder det, at vi nu er flygtninge?

Gunna holdt tæt om han.

- Nej min dreng, sagde hun og vuggede ham blidt, selvom han snart var alt for stor til den slags. Vi bliver ikke flygtninge.

Vi flytter bare med.

Hjem