På sporet af krimien.
Går til afsnit: 2 - 3 - 4 - 5                     Til forsiden
Jeg er fra et hjem med klaver.

   Klaver, og mottoet "I hver sin krog med hver sin bog". Det motto var vist opfundet af boghandlerne.

   Mor havde en dessert, som hun altid lavede, når der kom gæster.

   Retten hed "Hvad skovsøen gemte", hos os i al fald.
Det var en frugttærte med en bund af mørdej, og så en masse frugt i gele ovenpå. Den kunne godt ligne en skovsø, med en blank vandflade og en masse spændende der kunne anes nedenunder.

Tekstboks:  Men navnet kom selvfølgelig fra titlen på Danmaks første egentlige krimi med samme navn: "Hvad skovsøen gemte" af Palle Rosenkrantz. Den udkom i 1903, men blev genudgivet i 100-året af forlaget Cicero.

Jeg har aldrig set den bog i mit barndomshjem, men den dragende titel levede i sproget. For nyligt læste jeg den for første gang, og det var interessant, men ikke noget der holder en oppe hele natten, desværre.

Begge mine forældre holdt af krimier, så i modsætning til så mange andre er jeg opdraget med krimier som noget, man kunne holde af.

Der var ingen snobbet afstandtagen der!
Noget af forklaringen kan også findes i, at min morfar var journalist og redaktør af Det Radikale Venstres pressebureau.

Hans hovedopgave var at refere, hvad der foregik i Rigsdagen - bureauet boede på Christiansborg. Men han anmeldte også bøger, så mormor og morfars hjem var fyldt med bøger. Der var altid bøger under juletræet fra dem, og de var ekstra interessante, fordi der var stemplet "fra forlaget" i dem.

Men morfar var også oversætter, og blandt det han oversatte var f.eks. krimier af Agatha Christie og serien med Cardby.

Så krimier var fint i min familie.

De store englændere Dorothy Sayers og Agatha Christie var som Shakespear for os!
Top
2.
Når morfar oversatte, var det sammen med mormor. Jeg ved ikke, om hun var kontoruddannet, men i al fald kunne hun skrive på maskine, og hun havde også været kontordame for bureauet. Det var den gang et pressebureau kunne sende stoffet ud som håndskrevne, hektograferede breve!

Når de oversatte sad de sammen ved spisebordet i spisestuen, morfar for bordenden med den engelske bog helt op under næsen, for han var nærsynet og tog brillerne af for bedre at se. Han dikterede sætning efter sætning, inklusiv alle tegn, på dansk til mormor, som sad overfor og skrev oversættelsen ned på en lille, sort Adler skrivemaskine.

De sled mange maskiner op! Jeg arvede selv mindst en af dem, som jeg brugte i nogle år. Rammen var knækket, så den skulle understøttes af et stort viskelæder.

Det var både kedeligt og spændende at høre på! De oversatte Agatha Christie på den her måde, morfars stemme: Indrykning. Anførselstegn begynd ”Poirot,” (med stort P) komma anførselstegn slut, sagde jeg, komma saa snart vi var ude på Vejen. Punktum anførselstegn begynd ”Der (med stort D) er én (accent over e) Ting, komma jeg synes, komma De bør vide.” Punktum anførselstegn slut.

Og så videre. Det var med gammeldags tegnsætning og store bogstaver. Det kunne naturligvis ikke høres, men her er det skrevet af, fra en af bøgerne.

Min interesse for kriminallitteratur kan ikke være begyndt der?

Men det nære forhold til krimiernes ”værksted” så at sige påvirkede da familien, og jeg var stolt af morfar, og kriminalromaner stod i mange år for mig som ensbetydende med kultur. Jeg kan huske, at jeg skrev en stil i gymnasiet, som skulle handle om ”mit bibliotek”. Det blev til en beskrivelse af det fornemme bibliotek på det engelske herresæde, hvor der var reoler af mørkt træ fra gulv til loft, fyldt med samtlige krimier der nogensinde var skrevet, fine førsteudgaver naturligvis, enkelte med dedikationer. Det var min verden, med ild i pejsen, portvin i glasset, undertegnede i den bløde læderstol med bog i hånd og pibe i munden. Lord Ole/Peter Wimsey. Uden monokel.

Behøver jeg at sige, at sådan kom det aldrig til at gå!

Top 

3.

Det begyndte naturligvis ikke med krimier. Mormor og morfars overdådige forsyning af bøger rummede også Biggelsbøger (han var som redaktør af Det Radikale Venstres Pressebureau ikke kun optaget af det politiske liv på Christiansborg, men anmeldte også de bøger, som bureauet i så rigelig mængde modtog fra forlagene). James Bigglesworth kaldet Biggles var min og min nære kammerat Torbens virkelige helt i de år. Vi slugte alle de Bigglesbøger, vi kunne få fat på. Det var den gang man kunne bruge en hel lang sommerferie liggende med en bog under næsen. Biggless­bøgerne var drengebøger af værste – eller bedste! – skuffe. De var skrevet af en vis Captain W. E. Johns (1893–1968). Det var bare et navn, men det der Captain gav bøgerne et ekstra strejf af spænding.

Biggles var pilot af en vis, noget ubestemmelig halvadelig baggrund, opvokset i Indien og selvfølgelig kostskoledreng. Han havde en forunderlig karriere! Sneg sig som 17-årig under 1. verdenskrig ind i det britiske luftvåben og skød fra sin Sopwith Camel stribevis af tyskere ned. Var med en Spitfire lige så aktiv under 2. verdenskrig.

Når der ikke var krig, drog han rundt i hele verden sammen med kammeraterne ”Algy”, Smyth, ”Ginger” og ”Bertie” (som var rigtig Lord). De fløj fortrinsvis i en stor amfiebiemaskine og oplevede de mest fantastiske eventyr.

Biggles og Tin Tin har meget til fælles, men Tin Tin kendte vi ikke til den gang. Biggles var altid den samme og blev ikke ældre. For os, der læste dem alle sammen (eller i al fald alle dem der var oversat) var det komplet ligegyldigt om han fløj under 1. eller 2. verdenskrig, i mellemkrigstiden eller efter.

Tekstboks:  Vores yndlingshistorie var virkelig spoky, Biggels i Tibet: Nogle mystiske kinesere havde deres egen verden i Tibet, hvor de havde fundet ud af at udnytte radium. Dels kunne de gøre sig usynlige, dels havde de nogle blå lysstråler, som kunne dræbe og ikke mindst: Få motorer til at gå i stå, ikke sjovt, når man er afhængig af sin flyvemaskine. Men Biggles klarede naturligvis ærterne!

 Biggles paa Borneo, som jeg fandt omslagsbilledet til her, foregår under 2. verdenskrig i Sydøstasien, hvor de slemme japanere forgifter de tapre engelske og amerikanske piloters tyggegummi, så de styrter ned under mystiske omstændigheder                    .                   
Biggles fik faktisk en slags job efter krigen under Scotland Yard, som flyvende detektiv. Så lidt sammenhæng med krimiernes verden er der da!

Top

4.

Det er mærkeligt, hvordan denne slags skriveri fører en i alle mulige retninger, som ikke var tilsigtede. Egentlig skulle dette handle om krimigenren, og det skal det også nok komme til, men først må vi følge en lang række spor, som måske kan føre til målet.

For sporene bliver jo lagt ud i barndommen.

Når man som jeg var barn under krigen, så har man lært, at det er miljøet det kommer an på, ikke arven. Det med generne var noget snavs, som en vis herre med sort overskæg syd for grænsen havde gjort for evigt ubrugeligt.

Så sporene udgår fra det spillebord i morfars kontor og soveværelse, hvorpå de mange bøger til anmeldelse lå. Og fra spisestuen i deres treværelses lejlighed, hvor man, hvis man sad fuldkommen stille i den højryggede egetræssofa, hvor ryg og sæde var betrukket med plys, som man kunne tegne streger i med fingeren, men hvor man lige nu skulle sidde stille som en mus, kunne høre morfar og mormor oversætte krimier fra engelsk.

Vi læste som tærskeværker den gang, min ven Torben og jeg. Vi må have være i ni års alderen, måske ti.

Tekstboks:  En anden af vores yndlingsbøger – bortset fra Robin Hood – var en lille drengebog af Dines Skafte Jespersen. Den hed ”Tre gutter henter en jolle” og var udkommet i 1939 (men det har jeg først fundet ud af langt senere).

Historien gik ud på at tre raske drenge i deres sommerferie skulle hente en kragejolle hos en farbror, som var købmand i en lille, pæredansk by ved en fjord, i al fald med en havn ligesom der hvor de kom fra.

De cyklede naturligvis derud og fik cyklerne sendt hjem med banen. Det kunne man nemlig den gang.

Først skulle jollen sættes i stand, men det klarede de tre raske drenge naturligvis. Så skulle den provianteres, og der stod købmandsonkelen selvfølgelig til rådighed.      
Og så skulle jollen sejles hjem.

Det kan vel ikke undre dig kære læser, at gutterne oplevede en del på den sejltur!   
Naturligvis fangede de nogle fæle smuglere, som datidens drenge­bøger var fulde af. Smuglere og krybskytter! Det var det værste man kunne være, for det gik jo ikke med mord i drengebøger.

I den bog findes en række vigtige spor, som måske kan føre til krimien:

Forfatteren definerer et fantasirum. En sommerferie naturligvis, det var det altid. En lang sorgløs fristund med godt vejr (hvor det dog regnede af og til, men det tager raske drenge med et smil), og hvor alt kunne ske.

Læg dertil et plot. Ikke alt for kompliceret og ikke alt for skræmmende, men med en række episoder, som bygger spændingskurven op.

Og så nogle hovedpersoner naturligvis. Fyre vi kunne føle sympati for og identificere os med. De var naturligvis intelligente og kvikke. De var fulde af gåpåmod. Modige. Og frem for alt var de snarrådige.

Hemmeligheden er kontrakten med læseren: Læs trygt det her. Det er ikke farligt, selvom det indimellem er temmelig spændende. Det ender godt. De onde taber, de gode vinder.

Enkelt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi læste den bog!

Top 

 

5.

Tekstboks:  Som sagt, Robin Hood fyldte også meget i barndommens læsning. Jeg havde arvet bogen fra min storebror, som omhyggeligt havde skrevet ”Howard Pyle” med blyant på titelbladet. Af en eller anden årsag, havde forlaget ikke trykt forfatternavn i bogen, måske fordi der jo strengt taget er tale om legender, men Howard Pyle nævnes normalt som den første, der gav fortællingerne moderne tilsnit, så brormand havde sikkert ret. Bogen var illustreret med billeder fra Errol Flynns Robin Hood film. Jeg var over 70 før jeg fik set den film, og så til min undren, at den var i farver!

   Robin Hood betød bue og pil, selvom helten også var god på kårde, men det med kårde var alligevel mere De Tre Musketerer.

   Begge dele kunne fremstilles af unge hasselgrene. Jeg har stadig ar på knoerne af venstre hånds pege- og langefinger, for dolken nøjedes ikke med at snitte hasselkæppen til. Knoerne røg med.

   Pilene var et problem, for hvor finder man tilstrækkeligt lige grene? Det bedste var blomsterpinde, som måske kunne stjæles. Blomsterpindene blev forsynet med tomme patronhylstre fra salonriffel patroner. De kunne lige presses ned over enden af blomsterpindene og gav dem en fornem messing-tyngde i spidsen. De var ganske vist ikke spidse, men vi bildte os ind, at de holdt retningen bedre – og så var de knapt så farlige.

   Alternativet var tilspidsede hasselskud eller unge pilekviste, men der måtte man lære at leve med indbyggede skævheder, som fik pilene til at flyve ujævnt.

   Styrefjer opgav vi. Det var for svært at få til ganske enkelt, og ville alligevel næppe have hjulpet på præcisionen. Mesterskytter blev vi aldrig!

   Hasselbuerne havde den ulempe, at de mistede spændstigheden og dermed skudkraften, efterhånden som grenen tørrede ud. Buen måtte under ingen omstændigheder efterlades spændt natten over, for så blev den permanent krum, og var værdiløs som bue. Vi forsøgte at sætte grenene i vand, og det hjalp lidt, men ikke meget. Først langt senere begyndte vi at lave buer og armbrøster af sammenlimede asketræslister. Dem var der knald på!

   Hvis hasselgrenenes problem som buer var (og vi havde ikke takstræ som i Sherwood skovene!) at de mistede spændingen, så var deres problem som fægtekårde, at det var overordentlig svært at få en parerplade rigget til. Torben havde fundet en kasseret skærm fra en bordlampe, og den var flot og bragte misundelsen op i os andre (når vi var Tre Musketerer, var skolekammerat Torsten også gerne med, tre skulle vi jo være). Men heldigvis var den lige så svær at få til at sidde fast og lige uden at dingle, som de tobaksdåser med hul i bunden vi andre forsøgte os med!

   ”Robin Hood” og til dels ”De Tre Musketerer” (i al fald de dele vi kunne forstå – det med Mylady var et uløseligt og uforståeligt mysterium) havde det til fælles med ”Tre gutter henter en Jolle”, at det var eventyr i veldefinerede fantasiverdener, fulde af handlekraftige og snarrådige helte, som aldrig kom seriøst til skade.

   Igen handler det om, at hemmeligheden er kontrakten med læseren: Læs trygt det her. Det er ikke farligt, selvom det indimellem er temmelig spændende. Det ender godt. De onde taber, de gode vinder.

   Snart fører sporene mod krimien.
Top